Brædstrup Shotokan Karateklub

Om klubben
Klubben blev grundlagt i 2012 og har i dag omkring 50 medlemmer i alderen 7 til 66 år fordelt på fem forskellige hold. Vi holder til i vores dojo (træningssal), der ligger under Brædstrups bibliotek.

Hos os er fællesskabet i fokus – både under træning og ved de mange arrangementer, vi afholder. Vi er gode til at støtte hinanden og skabe en positiv atmosfære.

Arrangementer
Udover den daglige træning tilbyder vi en række aktiviteter, der styrker sammenholdet. Vi holder fx videoaftener og fejrer fastelavn med træning i kostumer. Derudover arrangerer vi en årlig juleafslutning og en sommerfest med fællestræning for alle hold efterfulgt af hyggeligt samvær. Vi deltager også i den årlige karatelejr, hvor mere end 100 karateudøvere samles.

Vores fællesskab er en vigtig del af klubben, og det er noget, alle kan blive en del af.

Træningen
Hver træning starter med meditation, hvor vi lukker hverdagens tanker ude og fokuserer på karate. Herefter følger opvarmning og selve karatetræningen, der består af tre hovedområder:

  1. Kihon
    Grundtekniktræning, hvor vi gentager teknikker igen og igen, indtil de bliver naturlige at udføre.

  2. Kata
    En tænkt kamp mod usynlige modstandere, hvor teknikkerne sættes sammen for at opnå en dybere forståelse. Denne forståelse vises i bunkai, som er praktiske anvendelser af teknikkerne.

  3. Kumite
    Træning i kampsekvenser, hvor vi øver kampens principper med fokus på kontrol. Der markeres kun, og der er ingen fuld kontakt.

På vores hjemmeside under "Information" finder du pensum, gradueringskriterier samt ordlister og links til videoer om kata og kumite.

Udvikling og læring
Vi lægger stor vægt på den enkelte elevs udvikling. Træningen foregår på hold, hvor vi følger instruktørens anvisninger, men der er plads til forskellighed. Vi hjælper hinanden med at blive bedre og styrker samtidig vores egne færdigheder.

Vi uddanner også nye hjælpetrænere og instruktører, blandt andet gennem SKIF-kurser. At være hjælpetræner giver selvtillid og er en mulighed for alle, der har styr på teknikkerne – uanset alder.

Hos os handler det om at udvikle sig både teknisk og som en del af et stærkt fællesskab.